I uge 15 havde de fleste skoler og ungdomsuddannelser i Danmark fokus på indsamling af skrald. Danmarks Naturfredningsforening har de sidste 15 år lavet en årlig affaldsindsamling, der har involveret op mod 200.000 danskere, der har hjulpet med at samle affald i naturen.

 

På FGU Aarhus deltog eleverne også i det fine initiativ med en samlet indsamling på mere end 500 kg skrald. Der var en biograftur i udsigt til det hold, som formåede at samle mest skrald. 

 

Ugens høst af skrald blev fejret med hotwings, coleslaw og guf på Metalværkstedet på Skejby, hvor også vinderholdet blev kåret. Det blev Tekstillinjen på FGU Aarhus Skejby, som det lykkedes at indsamle ikke mindre end 164 kg skrald. Udover McDonald’s-emballage, cigaretskodder og almindelig skrald blev det også til kuriøse fund som fx. et vejskilt, et reservehjul, en rotte, en kniv og et anker.

 

Med affaldsindsamlingen er formålet at sætte fokus på den (alt for) store produktion af affald, der finder sted i Danmark. Udfordringen er, at (alt for) meget af det ender i naturen. På veje, i skove, på marker, i vandet og mange andre steder, hvor det sviner, forurener og er til gene for både naturen, dyr og mennesker.