Byg og Bolig, som er en linje under FGU Aarhus’ Egå-skole, er i fuld gang med at producere udstillings-vægge i træ til mange af Bauhaus’ byggevarehuse i Europa. Der er allerede leveret til 59 butikker i Tyskland, og eventyret fortsætter med leverancer til både Bosnien, Kroatien, Danmark og formentlig Holland og Luxemborg.

 

  • Hele værkstedet på Byg og Bolig har været inddraget i fire uger for at være i stand til at levere den første ordre til 59 Bauhaus-byggevarehuse i Tyskland. Vi har opdelt produktionsprocessen i 7 trin, og drengene har været rigtig gode til at hjælpe hinanden. Så vi har faktisk produceret hurtigere end beregnet, siger faglærer Jimmi Benn Jørgensen, Byg og Bolig på FGU Aarhus.

 

Det er Jimmi Benn Jørgensen, der selv har udviklet og designet prototypen til det nye produkt, som altså er en udstillings-væg fremstillet af kertostrøer. Strøerne er produceret i lamineret træ, som er utrolig stærkt og dimensionsstabilt. De mange opbyggede lag, som strøerne består af, giver væggen et æstetisk, rustikt og varmt look.

 

Aftalen med Bauhaus, som har op mod 300 byggevarehuse i Europa,  er kommet i stand via Lystrup-virksomheden Millarco International, som råder over en bred vifte af egne brands inden for de 4 hovedgrupper bolig, have, grill og gør det selv. Der leveres alt i værktøj, beslag, haveredskaber og grilludstyr.

 

Millarco havde fremstillet en ny form for pizzaovn, som de gerne ville have Bauhaus til at sælge. Betingelsen fra Bauhaus var, at der skulle være et eller andet, der fik gjort pizzaovnen til noget særligt. Millarco havde tidligere haft et samarbejde med Byg og Bolig på FGU Aarhus og henvendte sig for at høre, om man havde nogle gode ideer. Og det havde faglærer Jimmi Benn Jørgensen altså.

 

  • Vores udstillingsvægge i Tyskland har vakt så meget opsigt, at andre Bauhaus-byggevarehuse i Europa er blevet interesserede. Lige nu er vi gået i gang med at producere udstillingsvægge til Bauhaus-butikker i Bosnien og Kroatien. Og butikker i Luxembourg og Holland har også fået nogle prøver på vores produkt, siger Jimmi Benn Jørgensen.

 

Den kommende produktion på Byg og Bolig på FGU Aarhus går til 21 Bauhaus-byggevarehuse i Danmark. Og seneste nyt er, at Salling Group skal have henvendt sig med henblik på at aftage produktet frem mod grillsæsonen.