Professionalisering af FGUs inkluderende læringspraksis
Sabro Kro lagde torsdag den 26. september rammer til ca. 250 deltagere fra 4 østjyske FGU-institutioners samarbejde omkring fælles kompetenceudvikling.
I perioden fra 1. januar 2023 til 31. december 2024 har FGU Sydøstjylland, FGU Midtjylland, FGU Østjylland samt FGU Aarhus samarbejdet om at udvikle nye metoder og pædagogiske praksisser, der kan styrke FGU’s evne til at støtte sårbare elever i målgruppen.
Projektet, som er finansieret i samarbejde med EU og Region Midtjylland, vil udvikle involverende og inkluderende metoder for at styrke elevernes selvbestemmelse ved at understøtte deres personlige recovery og empowerment.
Dagen bød på både teori og konkrete aktiviteter. Medarbejderne fik på den måde konkrete idéer og greb til at understøtte elevernes psykologiske behov inden for de fire psykologiske grundbehov; tilhør, identitet/autonomi, mestring/empowerment samt mening.
- Vi forsøger i de fire deltagende FGU-institutioner at vælge kompetenceudvikling ud, som bygger oven på det, vi gør i forvejen. Det handler om forskellige temaer inden for vitaliseringsmodellen, Kvalificeret selvbestemmelse og den recovery-orienterede rehabilitering, som ligger som et underliggende mindset for os alle sammen, siger projektkoordinator Kristoffer Hedemann, FGU Østjylland.
I projektet arbejder de 4 FGU-institutioner med at sætte fokus på elevernes håb, ønsker og drømme, som en grundforudsætning for tilgangen til arbejdet med dem.
- Vi vender den på hovedet og kigger mere inkluderende på, hvor den unge er, og hvad der er elevens håb, ønsker og drømme. Det, der er blevet udviklet i projektet, handler om at gå fra at være stafet til at være styrmand. Det er selvfølgelig noget, der skal trænes i. Det er jo trods alt eleven, som det handler om at kvalificere til at træffe de rigtige valg i livet. Og hvordan skal man kunne gøre det, hvis der hele tiden er nogen, som har truffet valget for én. Det handler om at ændre mindset, fortsætter Kristoffer Hedemann.
Der er gennem projektperioden blevet udviklet mange forskellige måder at praktisere vitalisering og den kvalificerede selvbestemmelse på. Og der er blevet lyttet meget til, hvad der bliver efterspurgt. Mange har efterspurgt nye måder at lave forløbssamtaler på.
- Når undervisere og vejledere f.eks. diskuterer, hvad der går godt, og hvad der går mindre godt hos eleven, kunne det i vid udstrækning være godt, hvis eleven deltog. Ellers står man og skal koge måske 4 underviseres ideer ned og lave en formodet tolkning af elevens status. Der er stor risiko for, at man i en sådan proces glemmer nogle vigtige mellemregninger, siger Kristoffer Hedemann.
Kompetenceudviklings-projektet for de 4 FGU-institutioner handler om at udvikle et fokuseret mindset baseret på Vitaliseringsmodellen og Kvalificeret Selvbestemmelse.
- Vi har forsøgt at komme med input på, hvordan didaktikken om nødvendigt kan styrkes. Vi prøver med andre ord at præsentere et nyt sæt nypudsede briller og inspirere med nogle meget konkrete modeller til brug i dagligdagen med vores elever, slutter Kristoffer Hedemann.
Helt aktuelt er der på de 4 FGU-institutioner lige nu fuld gang i implementeringen af Vitaliseringsmodellen/Kvaficeret Selvbestemmelse-teorien til konkrete aktiviteter inden for de fire psykologiske grundbehov: Tilhør, Identitet/Autonomi, Mestring/empowerment samt mening. Det handler om at skabe et nyt fælles mindset og en fælles professionsidentitet.