Er du over 18 og dermed i stand til at stemme til folketingsvalget den 1. november? Eller er du bare et ungt menneske, som interesserer sig for, hvordan vi skal indrette det danske samfund?
Så har du mulighed for at møde nogle unge politikere og stille dem spørgsmål
Onsdag d. 26/10 kl. 10.00-12.00 på FGU Aarhus Vest,
Karen Blixens Boulevard 27, 8220 Brabrand.
Men det bliver ikke et helt normalt valgarrangement. Unge mennesker fravælger i stigende grad klassiske vælgermøder og politiske debatter. Derfor er der brug for nytænkning, hvis vi skal mindske kløften mellem politikerne og de unge. På den baggrund har FO Aarhus med støtte fra Tuborgfondet iværksat projekt ”Spil ping-pong med din politiker”.
Idéen er, at så mange unge som muligt på kort tid skal have mulighed for at spille ping-pong med en politiker. Politikerne spiller på skift mod de unge kampe til 5 point. Man skiftes til at serve. Den spiller, der vinder, får lov at stille modparten et spørgsmål. Kan man ikke lige komme på et spørgsmål, kan man fra en spand trække og stille et spørgsmål, der vedrører unge og deres hverdag.
Indtil videre har Anne Hegelund (Enhedslisten), Andreas Steenberg (Rad.) og Inger-Marie Tryde (Nye Borgerlige) meldt sig klar til arrangementet. Men der kommer flere til.
Målet er, at ungdommen i Aarhus skal have mulighed for at mødes med politikerne om noget fælles tredje. Bordtennis er en aktivitet, som de fleste kan være med til, og som hurtigt kan nedbryde de barrierer, der gør, at fx unge mennesker ikke kaster sig ud i en politisk diskussion.
Desuden har FO Aarhus indgået et samarbejde med journalist Jesper Himmelstrup fra Constructive Institute, Aarhus Universitet, der lige nu arbejder på at få flere unge til at engagere sig i den offentlige debat – og som derfor vil dedikere en del af sit fellowship til at udvikle og gennemføre projektet.