Torsdag den 27. februar var alle elevråd fra FGU Aarhus’ tre skoler samlet til en workshop, hvor de omkring 25 elevrådsrepræsentanter skulle drøfte, hvordan skolens elever kunne få større og mere tydelig indflydelse på deres egen skolegang og undervisningen.
Workshoppen havde baggrund i skolens målsætning om, at alle er med til at skabe FGU, at vi påvirker hinanden indbyrdes og ikke mindst, at man trives bedre, jo mere indflydelse man har på sin egen situation.
Dagen bød på tre indholdstemaer. Første tema handlede om, hvorvidt elevrådsrepræsentanterne oplevede at blive hørt og samtidig have indflydelse på deres egen FGU-tid. Målet med temaet var naturligvis at diskutere, hvad der skulle til for at få endnu mere indflydelse på deres skoleforløb.
Næste tema drejede sig om, hvordan eleverne kunne blive bedre repræsenteret i skolens organisation. Hvilke fora var vigtige for eleverne at sidde i, og hvilke spørgsmål var vigtige for eleverne?
Sidste tema på workshoppen tog fat i selve undervisningen og pædagogikken i forhold til, hvor eleverne havde behov for mere indflydelse. Det blev også diskuteret, hvordan kommunikationsvejene mellem elever og lærere kunne åbnes endnu mere op.
Som sidste punkt i workshoppen var direktør Claus Bentsen, FGU Aarhus, inviteret ind for at lytte til de mange nye og spændende forslag fra eleverne inden for de tre temaer. Det blev til en fin dialog, inden alle eleverne i samlet flok styrede mod Aarhus Bowlinghal for at runde den indholdsrige dag dag af med lidt fysisk udfoldelse i nogle hyggelige kampe i underhåndskastmed kugler mod kegler.